I år var der lagt i kakkelovnen – på mere end en måde!

Dels var der bagende varmt i Slovenien, hvor sommerens udgave af o-løbsferien var henlagt, og dels var vi tilmeldt ikke mindre end 2 stks. 5-dages arrangementer. 

Nu skal vi ikke klage over sol og sommervejr, efter at vi havde frosset os gennem den første halvdel af den blæsende og kolde danske sommer på den hjemlige matrikel. Dalen omkring Ajdovscina, hvor vinstokkene står i rad og række, er tilsmilet af sol og blå himmel og dagtemperaturer omkring 30 grader. Lidt rigeligt varmt at løbe i, men under træernes svalende skygge gik det alligevel.

Og når så der blev lokket med først 5-dages såkaldt ”BUBO-Cup” og efter 2 hviledage med yderligere 5-dages ”OO-Cup” lidt nordligere placeret omkring den idylliske sø ved byen Bled, så var der ikke noget at betænke sig på. Vi var tilmeldt, og ”vi” bestod denne gang af Rigmor/Arne, Ansa og Johan og Elizabeth/Helge. Og sandelig om ikke en af klubbens førende H-40-løbere, Bjarke, også sluttede sig til de udsendte medarbejdere inden tilmeldingsfristens udløb.

Flodbølgen

Nogle var indkvarteret på stævnecampen i Ajdovscina og resten af holdet i en nærliggende landby, Brje, hvor de lokale grise, æsler, hunde og gæs bidrog til den musikalske underholdning – både dag og især nat!

Det med den natlige underholdning blev dog løftet til uanede nye højder, da ”Tsunami-Rigmor” opførte en veritabel vandpantomime den anden nat, hvor vi alle forsøgte at sove fredeligt på den Turiscni Kmetija, hvor vi var indkvarteret.

I nattens løb havde hun rejst sig fra sengen for at skænke et glas svalende vand fra en kande, som af sikkerhedsmæssige grunde var hensat på den nærliggende kommode. Med et solidt greb om kanden tog hun et par skridt baglæns, for at nærme sig glasset der stod på sengebordet. Ramte imidlertid sengen og tumlede baglæns ned i denne, mens kandens indhold af vand skyllede ud over både seng og Rigmor som en veritabel flodbølge.

Så skal jeg love for at hele huset vågnede, da terrassedøren blev sparket op for at bringe det drivvåde sengetøj og madras ud til tørre.

De første dages løb bød på svære terrænener, hvor det lykkedes Johan at bomme sig helt væk og udenfor kortet den første dag, mens Bjarke højest ureglementeret optrådte i retro-udgaven af klubbens allerførste løbedragt. Burde på nuværende tidspunkt været overdraget til Tekstil-Historisk Museum! Til gengæld landede Arne en førsteplads, Elizabeth en andenplads, men Rigmor endte som nummer 5 på første etape, muligvis fordi hun havde svært ved at høre starturets bibben på grund af vand i ørene efter den natlige vandgang!

3. etape bød på eftermiddagssprint i den nærliggende by Vipava, som udmærker sig ved at turistbureauet udskænker smagsprøver på den lokale vinproduktion. Måske en ide, som er værd at tage op under de hjemlige himmelstrøg. Vi kunne jo så passende skifte vinen ud med brændevin!

Natten forinden var der igen tumult i hjørneværelset. Nærmest en slags natlig bogcafé! Rigmor lå på en madras på gulvet, og havde henlagt sin bog oppe på hendes halvdel af sengen. I nattens løb foretog Arne en sidelæns saltomortale med dobbelt skrue – i øvrigt lige efter at han havde afsluttet opskæringen af et par rummeter brænde med den store savklinge – og ramte i landingen Rigmors bog, som fløj ud i luften og efter et kort svæv styrtede lige lukt ned i hovedet på den nu tørlagte vandvirtuos. Endnu engang blev nattens idyl brudt af højlydte lyde!

Vel ankommet til Vipava, sidst på eftermiddagen, parkerede vi meget passende foran alderdomshjemmet, og gik herfra få hundrede meter til stævnepladsen i en lille park. Alle som løb lange baner, dvs. længere ned 1 kilometer, havde ”korthop”, idet der var trykt 2 kort af området på samme side af kortet, som i praksis var mindre end en A4-side.  Alle klarede sig som forventet – de hurtige udbyggede forspringet – og vi andre gennemførte i elegant stil.

Bjarke dog lidt på hælene, da han dels havde tilbragt det meste af dagen i sengen, og dels havde et par solide vabler – på hælene.

Vel hjemme på turistfarmen igen blev vi skoset af husets frue, som lettere bebrejdende udtrykte skepsis over at vi hver dag roste maden som velsmagende, men også at vi hver dag levnende store mængder. Men hvem kan spise både forret og en hovedret, som kunne mætte en hel flygtningelejr. I øvrigt blev hvert måltid afsluttet med at værtinden satte 3-5 hjemmebrændte spiritusflasker på bordet – til fri afbenyttelse. SKÅL!

 klik for forstørrelse

Bisaga-bjergets trængsler

4. og 5. etape var henlagt til området omkring Mala Lazna, kendt og frygtet af flere af klubbens førende løbere, som i dette frygtindgydende og skræmmende svære terræn forgæves har forsøgt at presse km-tiden ned under de magiske 20 minutter. Hvem husker ikke Ole Jensens heroiske kamp tilbage i 2007, hvor den verdenskendte teknik med ”løs kompaskurs til etteren og fuld skrue” blev lanceret for første gang. Eller i 2011, hvor forfatteren til denne artikel kæmpede mod kort, vanskelige poster og glatte klipper, mens regn og slud ubarmhjertigt piskede ned over bjergplateauet. 

Teknikken har absolut stadig sine trofaste tilhængere. Bjarke pressede eksempelvis startafgiften til det yderste ved at løbe 4. etape på 2.29.59 – kun 1 sekund før maxtidsfælden klappede. OK…, måske kom han ind nogle få minutter forinden, men det var på et hængende hår. Til gengæld investerede han i et par nye o-sko, som gav lidt lindring til vableballet på hælene, og sandelig om ikke han nærmest spurtede i mål på sidste etape med en overlegen margin til maxtiden. Måske skyldes det rigeligt indtag om aftenen af ispinde indkøbt ved den lokale ”Hjem-Is-bil”, som en af de første dage passerede vores logi, eller nogle solide whisky’es hver aften.

Klubbens hæderkronede medlemmer af fraktionen ”Pensionister uden Grænser” klarede sig bedre. Samlet set vandt Arne og Elizabeth hver deres klasser, og fik både en fin medalje og en lille gave som præmie. Arnes præmie viste sig yderst passende at bestå af en salat-madkasse med indlagt bestik og beholder til dressingen. Det bliver interessant at se ham på en hjemlig stævneplads, mens han betjener dette teknologiske vidunder fyldt med hjemmedyrket ensilage.

Varmen pressede os hver dag til at aflægge en nærliggende swimmingpool et besøg, hvor vi kunne blive kølet af. Her vidste det sig at Rigmor, trods stærke forlydende – og hendes hang til vand, sådan helt generelt og specielt om natten - alligevel IKKE kunne gå på vandet. Men frygtløst svømmede hun alligevel ud på det dybe og præsterede adskillige banerekorder i bassinet.    

Der var nu dømt kombinerede hvile- og flyttedage i et par dage. Johan og Ansa viste sig som de ultraseje blandt vi andre svæklinge, og kørte ned til Kroatien, for at udnytte hviledagene med et par ekstra o-løb, mens vi andre flyttede residensen længere nordpå i landet, for at gøre klar til at deltage i OO-Cup, men det er en helt anden historie….

Tekst: Helge Søgaard

Fotos: Elizabeth Borchorst