Hele to arrangementer var på programmet, der igen var skruet sammen af det verdensberømte o-rejsebureau ”EB-Booking”. Nemlig NAOM (Norte Alentejano O-Meeting) og POM (Portugal Orienteering Meeting). I bekvem afstand fra begges stævnecentre lå byen Castello de Branco, hvor vi havde slået lejr på et prima hotel ”Rainha D. Amelia”, hvor der både var varme på værelserne, hvilket ikke er en selvfølge i Portugal, og masser af varmt vand i bruseren.

Vi fløj til Madrid, og blev udstyret med en spritny diesel-Bimmer, der kun havde 12 km på tælleren, da vi læssede kufferter og o-tasker i bagagerummet. Så med gearvælgeren sat på ”sporty” ræsede vi tværs over den spanske højslette og ramte hotellets kælderparkering i Castello de Branco ca. 5 timer senere.

Økonomisk krise – ikke her!

Første dag gik med danske flag på morgenbordet og gaver til Rigmor, der fejrede fødselsdag.  Herefter daskede vi rundt for at orientere os i byen og igen blive forbløffet over hvor billigt et rejseland Portugal er, når man bevæger sig lidt ud på landet. Der er i hobetal af små spisesteder, ikke særligt dekorativt indrettet, men med den særegne charme og autencitet som kun lystof-rør i  loftet og plast dug på bordene kan skabe. Ægte og uforfalsket lokal Portugisisk set-up. Indehaveren, som ofte en venlig og smilende midaldrende mand, er både tjener, bartender og kok. Han bød på velsmagende brød og stegt choritzopølse som appetizer, kylling i den lækreste sauce, hjemmelavede fritter og kogte ris, samt en skålfuld marinerede griseører der, trods at de har visse associationer imod sig, smagte glimrende. Lokal ost med bid i til dessert, en hel flaske hvidvin og en kande lokal rødvin samt 4 glas af værtens hjemmelavede portvin til at sætte det hele på plads. Samlet udskrivning Euro 42,50 for alle fire eller under 80 kr. pr. mand. Og en af de efterfølgende aftener kom vi helt ned på Euro 28, men havde så også kun valgt øl til middagen! Med sådanne priser kan man jo knapt nok forsvare at handle ind i den hjemlige Netto!

O-svømning!

Nå, nu skal det ikke handle om mad og drikke alt sammen!

Næste morgen kørte vi til stævnecenteret, der var placeret ude på Lars Tyndskids portugisiske sidestykke, hvor der var opført et kæmpemæssigt Termas og Spa-center, der også lagde navn til kortet: ”Termas da Fadagosa”. Portugal er beriget med massevis af varme kilder, som giver varme og velvære for turister og andet godtfolk. Solen skinnede på os og vi begav os i roligt tempo ud på en lille fortræningsbane. Åbent terræn, lavt græs i bunden, korkege og listige stenformationer. Som at komme i O-Himlen!

Løb fra skosålerne…

De næste par dage stod den på løb i kategorien mellemdistance. Stadigvæk i det fineste korkeg terræn, så det var ren champagne at løbe i. Og, så glemte jeg lige en natsprint i middelalderbyen Nisa, der i fordum tider var hjemsted for lokale konger og andre af mere eller mindre selvbestaltet royal byrd. Natsprinten var nu ikke noget at skrive hjem om, måske da lige som en af de mere kedelige af slagsen. Lange stræk, få poster og uopfindsomme postplaceringer på hushjørner. Men på trods heraf er det nu alligevel fascinerende at løbe rundt i en stille og nattemørk portugisisk by langt ude på landet. Forfaldet er til at få øje på, med dårligt vedligeholdte huse og meget mørke bygninger. Det sidste skyldes nu mest at de lokale indbyggere ruller deres udvendige persienner ned om aftenen, så intet lys slipper ud af vinduerne, mens de sidder foran husalteret og hepper på Benfica eller Porto.

Tilbage til dagløbene. Nu er det, som vi længe har vidst, fuldstændigt bevist: Elizabeth løber hurtigere end sålerne på hendes sko kan følge med! Ved post 4 gav den venstre sål på løbeskoen op overfor det opskruede tempo i terrænet, og slap sit greb i resten af løbeskoen. Det gav naturligvis lidt afbræk i løbet, hvilket resulterede i at der måtte tages til takke med en 2. plads.

Til gengæld løb Rigmor fra alt og alle og sikrede sig en suveræn 1. plads. Resten af dagen tilbragte vi i læ i en gammel tyrefægterarena, hvor hundredvis af tyre har måtte lade livet på bestialsk vis gennem årene. At dømme efter græssets højde i arenaen, så er denne moderne form for gladiatorkampe vist blevet forbudt for flere år siden.

Herefter var der dømt hviledag de næste 3 dage inden POM meldte sig med nye udfordringer!

Skrammer og endnu ny disciplin indenfor o-løb!

Efter 3 dages lediggang tog vi fat igen – denne gang til POM. Først en fortræning i et usædvanligt lækkert solskinsvejr… og et usædvanligt ulækkert stenet terræn. Der blev kravlet og klatret rundt og desværre faldt Elizabeth så uheldigt, at hun slog sig slemt i ansigtet. Blodet flød og da hun var lappet sammen igen var der masser af hudafskrabninger og et par blå øjne til at pynte på sagen. Men pyt – et par store mørke solbriller, af Brigitte Bardot-typen, koster kun 3 Euro og dækker rimeligt godt!

Mens der blev restitueret over denne grimme oplevelse med en ”liggedag”, tog vi andre 1. etape i et fint terræn nær byen Idanha-a-Nova. Åbne områder, korkege og let løbet. Ved en af de sidste poster hørte jeg pludseligt kendte stemmer bag mig ude i terrænet: ”Du er da ved den lille sø… nej, jeg skal længere op.. det er den retning… kan det passe…” og mere af samme skuffe.  Med ca. 50 meters afstand var Arne og Rigmor såmænd i færd med højlydt, at debatterede hvilket retning der passede sig bedst til det sidste vejvalg ude i det åbne område inden målområdet. 

Om aftenen nørdede vi rundt til en natsprint i samme by, på en super bane med masser af udfordringer i de smalle og mørke gyder med trapper og forskræmte katte pilende om  benene. Et sted på samme natbane lød det som om der var en større diskussionsklub i gang, og igen viste det sig at det var Arne og Rigmor, som højlydt havde slået følge, og nu gerådede ud i en diskussion om man skulle højre eller venstre om appelsintræet.  Orienteringsløb rummer flere forskellige discipliner som Fod-O, MTB-O, Trail-O, men at også Samtale-O er på vej ind i sporten, er altså ganske nyt – men en klar kendsgerning!

De to sidste løb gik i et supersvært og stenet område, der førte forfatteren op over Mount Everest-lignende bjergtoppe, hvilket var en udfordring på stive knæ og dårlige ankler. Faldt da også og hamrede hånden ind i en sten, så blodet sprøjtede (denne gang dog ikke Elizabeths!!), med deraf følgende besøg og bandage i samaritter teltet, der blev bestyret af det lokale brandvæsen, der sjovt nok hedder ”Bombeiros” på portugisisk.

Samme dag præsterede Arne at opgive, at finde en post ligesom en anden gav anledning til et større bom og fortvivlet leden rundt efter den forbandede rød/hvide skærm. Helt uden sammenligning i øvrigt, så udbyder DOF da vist en række kurser i elementær o-teknik, men nu er det jo ikke let at lære en gammel cirkushest nye kunster!  

Bjerggeder og granitblokke!

Dagen blev afsluttet med en eftermiddagssprint oppe i byen Monsanto. Den er klistret fast på siden af en 3-400 meter høj bunke granitblokke af stor og ufattelig stor størrelse, og består af snirklede gader og små stier, der klamrer sig til de stejle skråninger. Der er så mange store sten og granitblokke, at disse faktisk er del af de mange pittoreske huses opbygning, hvilket er ganske usædvanligt og en attraktion af de helt store. Øverst oppe lå en forfalden borgruin, der gennem årtusinder har været forsøgt indtaget – forgæves – af fremmede magter, hvilket siger noget om det stejle terræn.

Her løb vi sprint og sprang som bjerggeder på de smalle stier og mellem granitblokkene. Bagefter ned i byens smalle gyder og stejle trapper, hvor o-løbere piskede rundt i en rivende malstrøm mellem hinanden. De lokale havde klogelig fortrukket til døråbninger og vinduer, hvorfra de betragtede vanviddet. Jo, – kvalitetstid indenfor o-løb er de få minutter en sprint på et historisk sted varer. Rigmor kronede nogle gode løbedag med en samlet 2. plads i de to sprinter, som var den del af POM.  
 

Drama på sidste etape…

Rigmor lå samlet nr. 2 inden starten på sidste etape. Nerverne var på højkant, og der skulle løbes både sikkert og hurtigt, for medaljer og folkets hyldes var indenfor rækkevidde. Man kunne faktisk næsten se medaljepodiet vokse frem under hendes løbesko på vej til start, og der var – næsten – bestilt fotograf!
 

Uheldigvis, og muligvis som følge af jordstråler, dårlig karma eller myremalm i undergrunden trak kompasset Rigmor i en forkert retning til post 10, således at hun uventet mødte en af rejsekammeraterne ved hendes post 11. En ophedet, men kort diskussion klarlagde at det altså var post 10, som hun skulle have stået ved!

Man skulle jo nok mene, at det er en uvæsentlig detalje om det er nummer 10 eller nummer 11, men løbsarrangører og banelæggere er et folk uden humoristisk sans og overbærenhed, så hun måtte tage den lange vej tilbage til 10’eren, inden post 11 igen kunne besøges og klippes. Der røg guldmedaljen og såmænd mere til.

Efter lidt moralsk oprustning glædede vi os i stedet over den strålende sol, der skinnede som en medalje ned over på stævnepladsen. Og efter madpakkespisning og en trøste-cola forlod vi stævnepladsen lang tiden forinden den der dumme præmieoverrækkelse.

Endnu en begivenhedsrig tur til et solbeskinnet Portugal – vi fik faktisk kun regn en enkelt dag , og så endda kun noget sølle strintværk på vej hjem i bilen med sædevarmen tændt – sad vi alle og nød den sjældne tilfredshed, som kun godt rejseselskab og fælles gode oplevelser kan bibringe en.

Bedst løbende: RHS-Superløber

Flest bom: AP-Postcirkus

Fotos: EB-Booking

Tekst: HSØ-Forfatteraspirant  
Webklargjort: Keld Østergaard