Søttrup Plantage – er det ikke den skov, som vi løb natløb i sidste efterår, og hvor kortet kun sporadisk passede med terrænet? Nå, man skal jo ikke lade sig afskrække sådan en herlig solbeskinnet pinsedag, med høj blå himmel og en luft så klar, at man nærmest kan se om hjørner.

Samling på stævnepladsen – et hyggeligt og intimt sted i skoven. Go’ dav mig her og go’dav mig der – lutter gode venner fra klubben og filialen fra St. Binderup var mødt op.

Skyhøje ambitioner før start. Rigmor havde store planer om at løbe både 1. og 3. tur – en plan der undervej blev revideret en anelse…. Poul Hansen havde ladet gummistøvlerne blive hjemme – der var lovet tørvejr!, og Keld Ø luftede maveskindet i et forsøg på at forblænde sine konkurrenter! 

Konkurrenterne kort blev dækket til med sten og græs – alle kneb gælder, når der skal løbes Pinsestafet. Det gælder kolde kontanter og det evige spørgsmål om hvorvidt N.J. Iversen igen kunne redde sig æren med, at skulle lave næste års Blom-stafet.

Den ultimative 1. præmie!

Afsted gik det fra start – men hvor fand… var starttrekanten på det bette kort. Munthe kastede sig ca. 10 meter efter startposten ud i det første af dagens mange bom, ved at være på vej ud af en forkert sti. Det er orientering på højt niveau – gad vide hvornår landstræneren får øje på det talent?

Samme Munthe og en vis hr. Østergaard brillerede i øvrigt med at tordne alt for langt ned ad skovvejen – ganske som om de helt havde overset at post 1 lå inde til venstre.

Afsted gik det – og der kom hul ned til forfølgerfeltet. Samme hul var dog ved at forsvinde igen, da post 12 – også i et hul - viste sig at være pist forsvundet. Rigtige o-løbere ved hvor den skulle have stået, så vi løb videre – blot for at opleve årets topscorer blandt BINGO-poster. En slugt blandt mange i noget af det mest tætte og stikkende granbevoksning, man kan tænke sig.

Endelig i mål efter en noget blandet oplevelse.

Mens løberne på 2. og 3. tur ”hyggede” sig i skoven, nød vi andre tilværelsen i solen. Undervejs var der også tid til en herlig ekskursion ud til post 12, så vi kunne flytte den over i det rigtige hul. Tankevækkende, at hovedparten af klubbens dygtige H-50’ere med stor fasthed i stemmen hævdede at den havde stået rigtig!

Banen var snedigt lavet således, at der var både publikumsstræk og opløb forbi stævnepladsen, så der var rig lejlighed til at følge de alternative fortolkninger, som folk havde af begrebet om ”hvornår man egentligt har løbet hele banen”. Rigtig mange mente absolut at den sidste publikumssløjfe ikke skulle tages med, men de må så skylde disse poster til næste års Pinsestafet.

Arne fortolkede dagens oplevelser i skoven, i retning af at det var årets sidste vinter-langdistance, der bare lå lidt sent i kalenderen.

Frokosten og dermed dagens højdepunkt nærmede sig.

Faktisk så bør Pinsestafetten laves bagfra! Først planlægges placering af frokostborde og starttidspunkt herfor, hvorefter man laver selve løbet ud herfra, så alle kan lande foran sild, øl og drammer i rette tid.

Og så et omklædningsrum til formanden – TAK. Han optrådte med stikkelsbærben midt i forretten. Nå, pyt – det lokker en bid brød ned alt sammen!

Året vinder blev holdet bestående af Ole Præstgaard, Lasse Grøn og Inge Iversen. Inge havde som den eneste spillet på dette suveræne, men noget undertippede hold, og gik derfor fra stævnepladsen med hele gevinstpuljen. Og så løb hun endda selv holdet ind til denne ultimative sejr med en flot 3. tur.

Dermed fik N.J. sidemandsgevinsten, for her i ligger jo adgangen til også at lave Blomstafet næste år – det bli’r således i familien!

TAK for en hyggelig dag i den grønne skov. Det er altså både SUNDT, SJOVT og SEJT!