Vi sidder komfortabelt i aftenmørket i Air France’s teknologiske fartvidunder, i form af en Airbus A320 mellem Paris og Istanbul, på vej til orientens metropol: Istanbul. Der hvor Europa og Asien mødes i en heksekedel af en pulserende og evig by på begge sider af det travle Bosporusstræde.

Det er nemt at rejse i dag – og heldigvis havde initiativrige folk igen inviteret til Istanbul 5-Days. Opmuntret af sidste års succesfulde orienteringsløbsrejse til Orientens metropol, stod vi – Rigmor, Arne, Elizabeth og Helge - igen på startlisten.

Air France flyet fra Paris krydser i stor højde ned over Alpernes sneklædte tinder og Balkans mørke skove og dybe dale, med retning mod Istanbul. Det er derfor fristende, at lade tankerne gå på langfart til tidligere tiders verdensberømte togforbindelse, som under langt større vanskeligheder, var hovedfærdselsåren på samme strækning.

Orientekspressen

Den oprindelige Orientekspres

Den oprindelige strækning kørtes første gang den 4. oktober 1883, og gik fra Paris via München og Wien til Giurgiu i Rumænien. Herfra rejste passagererne med båd over Donau til Ruse i Bulgarien, for igen at fortsætte med tog til Varna ved Sortehavskysten. Herfra afsluttedes rejsen med skib til Istanbul, der var turens endemål. Iflg. de gamle køreplaner tog det mere end 4 døgn, at tilbagelægge strækningen.

I 1885 blev ruten ændret således, at den gik over Beograd og byen Nis, og herfra med hestetransport til Plovdiv, og endelig igen med tog til Istanbul.

I 1889 åbnede den første direkte forbindelse til Istanbul fra Paris med 3 ugentlige afgange. Ruten blev senere udvidet til daglige afgange, og denne navnkundige togforbindelse holdt faktisk helt frem til den 19. maj 1977.

Sirkeci-jernbanestationen i Istanbul

Endestationen i Istanbul var Sirkeci jernbanestationen, der ligger lige ned til Det Gyldne Horn, der en sidegren til Bosporusstrædet. Der er et dagligt mylder af færger og både, som pendler frem og tilbage. Adskillige spionfilm har indspillet scener ved denne fantastiske havnefront lige foran jernbanestationen. Selvfølgelig også med spionen over dem alle, James Bond - agent 007 med license to kill!!, som er gået ombord på de travle småfærger for at krydse strædet, i sin evige jagt på nedrige skurke, der truede verdensfreden.

Djævleranker og startproblemer

I år var vi indkvarteret på The Golden Horn Hotel, der trods beliggenheden lige midt i centrum, lå i sikker afstand fra de højtalere, som er monteret på moskeernes slanke og himmelstræbende minareter. Det betød først og fremmest en nogenlunde uforstyrret nattesøvn, når ”brægeriet” fra 1. Yalla’en startede kl. 04.00 om morgenen.

Vi kendte rumlen fra sidste år. Tidligt op, morgenmad med udsigt over Bosporusstrædets skibsmotorvej, og af sted til mødestedet foran Hagia Sophia Moskeen, hvor stævnebusserne holdt for at køre os ud til 1. etape i Belgrad Forest, lidt nord for Istanbul.

Først kørte chaufføren forkert, så vi kom sent frem. Så fik Arne og Elizabeth stress helt oppe i det røde felt, da vi skulle have fremskaffet brystnumre i en fart. Nå, af sted med dem – så var der ro! Rigmor startede lidt senere og jeg selv først yderligere 2 timer senere.

Rejseselskabets 3 første løbere kom i mål, og straks startede der en kaglen op, med dårlige undskyldninger om kortfejl, svære førsteposter og jeg ved ikke hvad! Alle tre erfarne o-løbere var gået direkte ud og havde megabommet post 1.

Anderledes gik det da klubbens førende H50-løber, i international sammenhæng, lagde fra land - i øvrigt i silende regn. Kun et lille svaj til post 1, mest for lige at tjekke korttegningen i en nærliggende slugt, og herefter det ene klassevejvalg efter det andet.

Regnen havde gjort den lerede bund glat som sæbe, men med 16 grader på termometeret var det fint løbevejr. Bortset fra de meterlange brombærlignende ranker, der hang ned fra træerne alle steder – djævlerankerne! Blodet flød i stride strømme, når man rev sig løs af disse djævelske fangarme, der ustandseligt greb ud efter ben og arme.

Belgrad Forest er storkuperet svær orientering med spredt underskov og meget diffus mange steder. Stierne i skoven krævede mange steder en lup og en jordbundsundersøgelse, for at kunne ses i terrænet. Og overalt er der dyngevis af kurvedetaljer, sjovt nok til banelæggerens store fornøjelse, men det var altså rigtigt fint, at løbe i dette spændende terræn igen.

Compagnie Internationale des Wagons-Lit

Orientekspressen var kendt for sin luksus, og det skyldes ikke mindst det internationale sovevognsselskab Compagnie Intl. des Wagons-Lit, som blev grundlagt af Georges Nagelmackers i 1873 i Belgien. Han var inspireret af de kendte Pullman-sovevogne i Amerika, som stod bag togforbindelserne tværs over dette kontinent. Wagons-Lit er mest kendt for Orientekspressen, men det drev faktisk luksustog over størstedelen af Europa og Fjernøsten, foruden den Transsibiriske jernbane tværs gennem det russiske rige.

Simplonpasset

I rutens første år var Orientekspressens største udfordring, hvordan man kunne krydse Alperne.

Dette blev muligt da Simplonpasset, der ligger 2005 meter over havet, blev åbnet for togtrafik gennem bygningen af den 16,5 km lange Simplontunnel i perioden 1898 til 1906. Helt frem til 1988 var det verdens længste tunnel. I dag slanger Europavej E62 sig op over passet, hvor trafikanterne kan nyde synet af den imponerende granitstatue af en kæmpeørn, som står og våger over dette berømte bjergpas. 

Asiens bjerge….

2. etape foregik på den asiatiske side af Bosporusstrædet, hvor Istanbul, der efter forlydende tæller op imod 18-20 mio indbyggere, breder sig endeløst mod øst. Vi krydsede strædet via den ene af 2 kæmpemæssige hængebroer, og kørte ca. 45 min mod øst, indtil byen pludselig hørte op og skov og kratbevoksning begyndte. Få kilometer længere fremme lå en stor og meget moderne skole, Alev Okullari, på kanten af en nydelig lille forstadsbebyggelse. Her var stævnepladsen.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og en termometeret sagde 22 grader. Perfekt løbevejr.

Til start, og snuppede et kort i boksen, og af sted gik det. Post 1 sad lige i skabet og tænkte på vej hertil, at kortet havde ganske mange af de brune streger. Op til post 2 med nogen anstrengelse, og videre mod 3’eren. Eneste vejvalgsmulighed var reelt lige på, hvilket i praksis ville sige op, op, op og kun lidt ned. Kæmpemæssige slugter og altid en post på hver side af de endeløse dyb. Bommede vejvalget til post 5, da endnu en kæmpeslugt skulle krydses. Kom lidt skævt ned i slugten og op på en forkert udløber. Afstod fra at løbe ned og op igen og fulgte i stedet kurven rundt, hvilket førte mig tæt på en nærliggende motorvej. Her kunne jeg høre anstrengt motorbrølen fra lastbilerne, der slæbte sig op ad en stigning, og tænkte at chaufførerne i bilerne kunne høre en tilsvarende lyd fra mig.

Banen bød ikke på de store problemer udover kurverne, og visse steder en del grene i bundet. Distancen var annonceret som mellem-distance, men reduktionen i længden var i rigeligt mål kompenseret med stigningerne.

Alle klarede sig fint, og veltilpasse slumrede vi i bussen på vej hjem. Rigmor påstod at jeg snorkede højlydt, men det har naturligvis intet på sig. Resten af eftermiddagen udforskede vi krydderibasaren og en labyrint af smalle handelsgader, sammen med mindst et par millioner af lokalbefolkningen, der havde fået samme gode ide. Sikke et folkeliv – originalt og fascinerende.     

1. verdenskrig

Under 1. verdenskrig blev Orientekspressen indstillet, men allerede i 1918 blev den genoptaget, nu også ad en sydligere rute, der førte den via Milano, Venedig og Trieste, der ligger lige på grænsen til Slovenien – kendt fra talrige ture til 5-dages løb i dette herlige land. Denne rute blev kaldt Simplon-Orientekspressen opkaldt efter passagen af Simplonpasset, som jo tidligere var blevet åbnet mellem Schweiz og Italien. Der er den særlige historie, at Østrig forinden krigen havde vundet hævd på, at internationale tog kørte gennem landet, hvilket behændigt nok betød at de standsede i Wien. Men med baggrund i Simplonpassets åbning kom fredsaftalen efter 1. verdenskrig, der blev indgået i Compeigne-skoven i den berømte jernbanevogn, til at indeholde en passus om, at Orientekspressen fremover kunne køre via Simplonpasset, og dermed udenom Wien, ad den sydligere rute.

Storhedstiden i 30’erne

1930’erne var Orientekspressens storhedstid, hvor der var ikke mindre end 3 forskellige ruter, idet en tredje via Zurich, Innsbruck og Budapest var kommet til.

I denne periode etableredes Orientekspressens ry, som den ultimative togrejse med luksuriøse sovevogne med al tænkelig service og komfort, diskrete konduktører i hver vogn og en restaurantvogn, hvor kendte kokke tryllede gastronomi frem for tidens overklasse. Kongelige, fyrster, diplomater og industrimagnater rejste med Orientekspressen, der skabte forbindelse mellem Europas yderste punkter fra Calais/Paris til Istanbul.

Lovløshedens Ø

Som sidste år, var et af løbene henlagt til en af Prinsens øer, der svæver smukt på det solbeskinnede Marmarahav sydøst for Istanbul. Vi tog sporvognen til Kabatas, hvor slanke færger af ukendt årgang lå klar til invasionen af o-rygsækklædte løbere.

Forbi Kis Kulezi, eller Jomfruborgen, der ligger ude midt i Bosporusstrædet, et hurtigt stop på den asiatiske side ved Karaköy, og videre ud mod de forjættede øer, hvor tiden bogstaveligt står stille. Eneste transportmiddel er hestevogne og de ben, som vi alle er udstyret med. Trafikken er så voldsomt fraværende, at vi et sted så ikke mindre en 3 hunde, der lå henslængt midt på vejen i dyb søvn, mens øens utallige katte så nysgerrigt til.

Stævnepladsen lå lige ned til vandkanten, og med en døsig sol og 26-27 grader – Ja, så kan det ikke blive bedre.

Af sted til start, der lå højt oppe ad stejle gader med en betagende smuk udsigt over havet og naboøen Heybeliada. I år løb vi på den største ø – Büyükada – smuk og uberørt, som en jomfru fra Anatolien i Tyrkiets indre.

Pinjeskove, smalle gader med et pludrende liv bag hække, hegn og skodder og op ad og op ad. Listige postplaceringer ved små skrænter, kurvedetaljer og sten spredt på bakketoppenes sider. Og overalt udsigt og en fredfyldt idyl.

Men intet paradis varer evigt. En af klubbens kendte D60-løbere, der formodes at kunne reglementet for orienteringsløb udenad, præsterede at springe en post over i bare befippelse over, at der kun var 35 meter mellem skærmene på delstrækket. Og hvad langt værre var: Samme D-60’er kastede sig frimodigt ud i den rene lovløshed, ved at række armen gennem et hegn, for at klippe en post på toppen af en trappe – på den anden side af det impassable hegn. Krokodilletårerne var til at få øje på, da diskvalifikationen pga. den manglende post blev annonceret – vi kendte jo til ”det med hegnet”!

Resten af dagen slumrede vi ved strandkanten, drak kold øl ved færgeterminalen, der lignede et maurisk tempel, mens vi kløede en af øens dovne hunde bag ørene.

Da vi kom tilbage til Kabatas, hvor færgeturen startede, glimtede Istanbul som en strålende juvel fra tusinde gadelygter i aftenmørket.

Sikke en herlig dag.

Agatha Christies: Mordet i Orientexpressen

Den absolut mest kendte togrejse foregik i vinteren 1935, hvor toget afgik fra Sirkeci-stationen i Istanbul. Sovevognen var fuldt booket og det lykkedes kun den belgiske mesterdetektiv, Hercule Poirot, at få en plads, fordi han kendte en af storaktionærerne bag jernbaneforbindelsen. Toget kørte via Beograd, men måtte standse i bjergene på grund af stærkt snefald. Hercule Poirot døjede med at sove denne nat, mens toget holdt stille, da der var megen uro på gangen og i nabokupeerne. Næste morgen fandt man industrimagnaten Sir Ratchet død i sin kupe – myrdet af 12 knivstik!

Historien er udødeliggjort af forfatterinden Agatha Christie, der faktisk skrev den på et hotel Istanbul. Agatha Christie’s bøger er oversat til 45 forskellige sprog, og hun er uden sammenligning den mest sælgende forfatter nogensinde. Hendes forfatterskab strakte sig over et halvt århundrede, og indeholdt ikke mindre en 80 romaner og noveller, samt mere end et dusin teaterstykker, hvoraf ”The Mousetrap” er udødeliggjort, som det længst spillende stykke i teaterhistorien.

Bag dæmningen i Belgrad Forest

Tilbage til alle skoves moder – Belgrad Forest, for at løbe 4. etape.

Stævnepladsen var placeret i en slugt, der blev afgrænset af en høj granit og marmorbesat mur på tværs af slugten. Ved nærmere eftersyn gemte der sig en opstemmet sø på den anden side. Dæmningen var lidt utæt et par steder, hvor vandet piblede ud mellem stenene, men det var der ingen af de lokale, der tog synderlig notits af.

På vej til start, mens solen flimrende ned mellem træerne, kunne man høre at der blev kaldt til bøn fra en moske et par kilometer borte. Sådan er o-løb i Tyrkiet!

Afsted gik det med kortet i hånden. Slugter, små detaljer og render tilsat en bevoksning, der tillod direkte vejvalg, men tilpas nedsat sigtbarhed til, at gøre det svært. Posterne sad lige i skabet: Erfaring, køligt overblik og talent slår trods alt aldrig fejl!!

Dagen blev kronet med en samlet 1. plads til Elizabeth, der måtte på podiet og modtage folkets hyldest og en flot medalje af krystalglas.

2. Verdenskrig

Da krigens mørke igen sænkede sig over Europa i 1939, blev Orientekspressen atter indstillet. Under krigen kørte det tyske jernbaneselskab Mitropa nogle enkelte forbindelser til Balkanhalvøen, men ruten blev vanskeliggjort af hyppige sabotager af jugoslaviske partisaner.

Efter krigen blev togforbindelserne genoptaget, bortset fra den del af ruten som opr. gik til Athen. Grænsen mellem Jugoslavien og Grækenland var lukket land indtil 1951. Flere grænseproblemer dukkede op, for i 1951-52 kunne toget faktisk slet ikke køre til Istanbul, da grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet var lukket i denne periode. Også den kolde krig og jerntæppet bød på vanskeligheder for Orientekspressen, da det i mange år var praksis, at de kommunistiske lande byttede de originale luksuriøse Wagon-Lits vogne ud med deres nationale jernbaneselskaber stive og ukomfortable ”raslekasser” på de sidste strækninger til Istanbul.

Fødselsdagssprint i Carpali Carsi (Den Gamle Bazar)

Ens jordiske tid som orienteringsløber, tælles i minutter! Nemlig de minutter, som man tilbringer med at løbe sprintorientering i en by et sted i verden. Og når man så endda får mulighed for at løbe i den eksotiske og fremmedartede gamle basar fra 1400-tallet, midt i Istanbul – ja, så bliver det ikke bedre.

Søndag morgen lå byen øde hen bag nedrullede skodder for de tusinde småbutikker, der ligger side om side i de smalle gader. Vi vandrede spændte og forventningsfulde mod basaren, hvor der skulle løbes sprint.

Som noget nyt var der indlagt et område med Micro-orientering, der består i at man undervejs på banen – lige ved publikumsområdet, så der kunne heppes og hujes på o-vennerne – kommer til et område på ca. 200 m2, hvor der er opsat en række forskelligtformede ”hegn” på ca. en meters højde, kun få meter lange. På talrige af disse hegnshjørner var der monteret sportident-enheder, hvoraf man selv kun skulle have et fåtal. Kunsten er nu at komme ned i fart, og orientere sig gennem dette microområde, og finde de 5-7 poster, som man selv skal have blandt de mange sport-identenheder, der er opsat på alle hjørnerne af hegnene. Selve kortet over dette område er forstørret op til målestol 1:300, og det gælder bare om at holde ørene stive!!

Første mand igennem var Arne, der sikkert navigerede sig vej i labyrinten. Snart efter fulgte Elizabeth, lige så sikkert. Da de begge var i mål ventede vi alle på klubbens suveræne D60’er, der i fuldt firspring nærmede sig labyrinten. Der var hun, koncentrationen var i top, tjek kortet, sikkert, klip, sikkert, klip, tjek kortet, klip, og klip – sådan skal det gøres!!

Sprint i Den Gamle Bazar er forbundet med ”kriller” i maven inden start, og dyb koncentration. Fat i kortet og af sted af de smalle gange og overdækkede gyder. Op ad trapper til poster, der lå oppe på svalegange, og ind i skumle hjørner mellem boder og papkasser for at finde posterne. Duften af krydderier og æblethe i næsen og en meget nærværende vished om, at løbe o-løb et historisk sted.

Lad det være sagt en gang for alle: Det er den fedeste form for o-løb, jeg kan deltage i, og de 16 minutter og 30 sekunder det tog, var hele turen værd.

Den fælles indsats for at repræsentere Mariager Fjord OK resulterede i 2 sølvmedaljer til hhv. Rigmor og Elizabeth, der blev hyldet på podiet.

Og tænk engang – arrangørerne havde lagt denne fantastiske oplevelse på forfatterens fødselsdag, og endda inviteret over 1000 o-gæster for at fejre, at de 54 år blev rundet mellem post 15 og 16 – sådan cirka!

Bagefter nød vi solen udenfor bazaren og den tyrkiske søde og velsmagende æblethe, som alle cafeer har på menukortet, mens muezzinen kaldte til bøn lige over hovedet på os fra en himmelstræbende minaret.

Det er o-løb i orienten.

Den nye tid

I starten af 1970’erne solgte Wagon-Lits sine togvogne til de nationale jernbaneselskaber, men selskabet fortsatte med at bemande togene. Senere ophørte forbindelsen over Athen og den 19. maj 1977 kørte den sidste Orientekspres mellem Paris og Istanbul.

En æra og et udødeligt navn, der altid har været forbundet med rejsens dragende mystik, var slut. Prustende damplokomotiver, færgeforbindelser med hæse sirener og krydsningen af fjerne grænser til eksotiske lande i nattemørket, sætter fantasien i gang. Og elegante kupeer, træpaneler i mahogni og teak tilsat diskret luksus satte scenen for dramaer og rejseoplevelser fra en svunden tid.

Men den hæderkronede togforbindelse gav ikke helt op – alligevel. For navnet Orientekspressen levede videre og blev anvendt for nattogsforbindelserne mellem Paris og Budapest og Bukarest. Også denne rute blev i 2007 reduceret til kun at gå mellem Paris og Wien, en strækning der kunne klares på kun 10 timer takket være moderne højhastighedstog. Så navnet Orientekspressen eksisterer fortsat, om end Orienten tilsyneladende nu er ”flyttet” til Wien.

Brand på hotellet

Den sidste aften havde vi bestilt billetter til en Sufi-koncert og Whirling Dervishes Ceremony, som er en muslimsk ceremoni med musik og dans, hvor danserne drejer rundt og rundt, mens deres hvide lange kjoler hvirvler op som graciøse cirkler omkring danserne. Bagefter gik vi ud at spise tyrkisk grill og nyde et par flasker af den lokale rødvin, Kavakliere.

Da vi nåede hjem til hotellet var der gang i den…. Ikke mindre en 7 brandbiler, brandfolk og dryppende vandslanger i gaderne – og en umiskendelige røglugt på gangene på hotellet. Forklaringen var, at der var gået ild i nabohotellets køkken, og det havde fået det lokale brandvæsen til at rykke ud med alt disponibelt materiel.

Vi dulmede nerverne med et par solide glas af den lokale brandy, Kanyak, og bekræftede hinanden i at Istanbul er en by, hvor der altid sker noget!

Istanbul 5-days – endnu en fantastisk o-rejseoplevelse.    

Fotos: Elizabeth Borchorst

Korrektur- og ikke mindst censur: Rigmor Schou

Research: Arne Pedersen

Forfatter: Helge Søgaard

Nov. 2009