Istanbul 2013

For at undgå misforståelser vil jeg først oplyse, at hverken organisationer eller politiske partier har ydet bidrag til denne tur.

Så sad vi der igen.  På den åbne tagterrasse på hotellets 6. sal.  I 20 graders varme halvni om morgenen og med udsigt til den nærtliggende Blå Moske.  Og i selskab med et overdådigt morgenmåltid, hvor Helge, der denne gang havde valgt samfundstjenesten, nok ville have brokket sig over manglen på ristet bacon.  Men ellers manglede intet.

Men forinden var vi gået så grueligt meget igennem.  Turen startede i Ålborg lufthavn netop på den dag, hvor der var varslet storm med orkanstød.  Vi mærkede nu ikke noget på de breddegrader og kom af sted, lettere forsinket.  Flyruten kører i trekant Istanbul – Ålborg – Billund – Istanbul, og vi måtte derfor mellemlande i Billund.  Ovenover skyerne er himlen altid blå, og det var den også på denne dag.  Men ved nedstigningen til Billund kom vi i både skyer og turbulens.  Men nedad gik det.  Indtil vi, så vidt jeg kunne bedømme fra min vinduesplads, var ca. 10 m over jorden.  Så gav chaufføren gas, og vi røg op igen i en stejl vinkel.  Det var formentlig kun brændstofmangel, der gjorde, at vi ikke endte i kredsløb om månen.  Vi vendte tilbage til Ålborg, hvor Billund-passagererne blev læsset af efter nogen ventetid.  Der skulle jo fremskaffes paspersonale, og enhver ved jo, at politiindsatsen på alle områder er faldet brat siden 2006, sjovt nok det samme år som jeg stoppede.

Men af sted kom vi da, nu direkte med kurs mod Istanbul,  og vi ankom uden flere problemer til den spændende by næsten rettidigt.

Af lokale folk var vi Elisabeth, Rigmor og jeg selv.  Dertil gode folk af vendelboslægt, thyboer samt en håndfuld fra Aros.  Det var jo næsten som i meget gamle dage, hvor vore forfædre ad de russiske floder drog til byen, der dengang hed Miklagård, lokket af løfter om skatte af ædelt metal.

Der gik ikke lang tid før alle de nævnte fandt sammen på stævnepladserne, og med al den ekspertice, der således var til rådighed, kunne det ikke undgås, at folk fra den næstbedste del af landet ind i mellem kom luskende for at høre gode råd.

På ankomstdagen fik vi lige tid til en lille tur rundt i området omkring den Blå Moske, og igen blev vi betaget af de mange storslåede ting, der er at se i denne by.  Og som vanligt brugte vi også tiden til at udse os et passende spisested.  Aftenen afsluttedes på sædvanlig måde på et af værelserne med indtagelse af noget gyldent væske, som vi har erfaring for hjælper meget i skoven den følgende dag.  Metoden har vist sit værd mange gange, og hvem tør vel så eksperimentere.

På den første hele dag i byen var der ikke løb, men kun udlevering af  brystnumre og starttider.  Så inden da nåede vi at gå over broen, hvor der altid står flere hundrede fiskere med snøren i vandet.  Op ad de stejle gader til Galata-tårnet, hvorfra en eller anden i fordums tid skulle have forsøgt at svæve over Golden Horn til den modsatte side.  Han var nok blevet verdensberømt,  hvis det var lykkedes, og da han ikke er det, er det nok fordi, det ikke lykkedes.

Turen gik videre, nu i et lidt mere mondænt kvarter, og vi endte da også helt ude ved Taksim-pladsen, hvor der i årets løb har været en del ballade, da nogen i bystyret ville sløjfe en park til fordel for et butikscenter.  Og man har jo ellers ikke indtryk af, at der mangler butikker.  Der var trængsel i den brede gågade.  Der var også optræk til lidt demonstration med svingende faner og lidt råberi.  Anledningen til de mange mennesker på gaden var vist noget med 90 års dagen for republikkens fødsel, og dagen blev derfor fejret som en fridag.   I modsætning til i Ålborg manglede der ikke politi her.  På groft sagt hvert gadehjørne stod ca.. 20 betjente medbringende alt nødvendigt isenkram.   På selve Taksim-pladsen stod mindst 20 busser, der var ankommet med de mange politifolk, og med jævne mellemrum var der placeret vogne med vandkanoner og vogne til rydning af barrikader.  På et tidspunkt tog råberiet til, og da sådan noget åbenbart ikke forekommer i Valsgård, blev der rystet lidt i bukserne.  Men det blev nu ikke til andet, og vi slap helskindet ud. 

Vi har læst os til, at der er mindst 16 millioner mennesker,  måske 19, i byen, og jeg tror, at vi i det meget begrænsede område, vi gik i, nok så en pæn del af dem.  Sådan føltes det.

Udsigten fra busafgang

Etape 1, lunt, tørt og stille.  Vi bevægede os de få hundrede meter fra hotellet til pladsen ved Sultanahmet, hvor vi fyldte de bestilte busser.  Straks en bus var fuld, kørte den.  Gennem Istanbuls pulserende liv til Belgrade skov.  Aflæsning tæt ved stævnepladsen.  Mange af danskerne kom godt igennem, hvilket slet ikke gjaldt mig.  Skoven er ret fuld af tornede vækster, og jeg havde fornemmelsen af at blive overfaldet af skidtet, hver gang jeg tog et par løbeskridt.  Så det endte nærmest med at blive med gå-fart.  Noget, der drillede mange, var indtegningen af mange tynde stier, som en sporhund måske ville kunne finde.  Vi kunne ikke.  Hjemturen som udturen:  Så snart en bus var fyldt, kørte den ”hjem”.

Etape 2, lunt, tørt og stille.  Denne gang agede vi med sporvognen ned til vandkanten, hvor vi steg på en chartret turbåd, der efter en times sejlads bragte os ud til en ø i Marmara-havet, hvor vi nu blev budt på en kombineret skov- og bysprint.  Vel ikke den mest interessante oplevelse, men sejlturen gav et indtryk af kæmpebyen.  Selv efter en times sejlads med god fart, var der stadig tæt bebyggelse på kysten.  I en stille stund kan man godt forundres over, hvordan man klarer infrastrukturen med kloak, vand og strøm for ikke at nævne trafikken i den hastigt voksende by, hvor der sås mange byggekraner, og hvor en kraftig udbygning af metroen er på vej.  Og her er der nok ingen, der skal spørges om larm og arbejdstider.

Udsigt fra stævnepladsen på ø-etapen

Etape 3, lunt, tørt og stille.  Samme procedure med busserne.  Men denne gang forblev vi inden for bygrænsen og endte i en bypark, hvor vi præsenteredes for en sprint.  Dog var det ikke sprint hele vejen.  Min 2.0 km bane havde en stigning på 145 m.  Men en god oplevelse.

Start på parketapen

Etape 4, lunt, tørt og stille.  Igen med busserne ud til et andet område af Belgrade.  Denne gang i et noget mere løbsvenligt område, og da ingen havde reflekteret på mit tilbud om køb af billigt, brugt o-udstyr efter første dagen, kunne jeg jo lige så godt bruge det selv igen.

Og det endda med et rimeligt resultat.  Da sidstedagens sprint i bazaren ikke talte med i det samlede resultat, kunne vi nu gøre resultatet op.  Elisabeth på en samlet 3. plads.  Rigmor på en samlet 4. plads.  Og jeg selv på en samlet 6. plads.

Etape 5, lunt, tørt og stille.  Ikke fordi vejret betød noget.  For nu var der kommet tag over  banen.  Det var den altid imødesete sprint i Grand Bazar, hvor løberne før eller efter eget løb  kunne more sig med de mange o-teknikker, der præsenteredes på den indlagte mikro-bane, der indgik som en del af banen.

Også her førte vi os frem.  Elisabeth vandt, mens Rigmor og jeg besatte andenpladsen.

 Oversigt over mikrobanen i Grand Bazar

Også her førte vi os frem.  Elisabeth vandt, mens Rigmor og jeg besatte andenpladsen.

Og således viste det sig jo, at de gamle vikinger havde ret:  Der var masser af ædelt metal at hente.  23 vikinger drog ud og hjembragte 13 medaljer.

Tilbage var så blot en hyggelig fællesspisning med thyboerne og vendelboerne.  En sidste aftenvandring i den altid levende by.  Og så med flyet hjem den følgende morgen.  Og nu var det ikke kun lunt mere.  De næste dage var der varslet 22-23 grader.  I Istanbul altså.  I Danmark ventede der os 8 grader.

 
Og hvad så med Istanbul 2014.  Skal, skal ikke ?  Det er fristende.  Byen er utrolig spændende med en masse historie.  Løbene er – med undtagelse af de tornede ranker – en god oplevelse, og det hele er rigtig godt iscenesat af nogle dygtige arrangører.  Nu ser vi !

Arne Pedersen