Nytårsløb

Så blev året startet for orienteringsløberne, og med blot tre stævner i hele landet, fordelt med på to på Sjælland og det tredje her i Nordjylland, kunne Mariager Fjord Orienteringsklub skyde året i gang.

Den lokale orienteringsklub afholdt sit traditionsrige ”Nytårsløb” søndag d.5. januar med hele 94 løbere fra i alt 14 klubber fra det meste af Jylland, og arrangørklubben selv var pænt repræsenteret med hele 25 løbere.

I år var banelægningen lagt i hænderne på Niels Jørgen Iversen fra klubben, og han havde kreeret både spændende og udfordrende baner til de hungrende O-løbere.

Udfordringen var dels det kuperede terræn i Alstrup Krat, dels de bynære skove omkransende Mariager, og som om det ikke var nok, blev løberne sendt rundt på de toppede brosten i de snævre gyder og gader i Mariager by, jo, nu var året da startet.

De to stævneledere, Ole Præstgaard og Klaus Wolsing var meget tilfredse med fremmødet, og den efterfølgende varme suppe til løberne faldt i god jord hos de trætte men tilfredse løbere.

Otte forskellige baner blev tilbudt, og der kunne efterfølgende kåres flg. vindere:

Bane 1, stævnets længste bane på 9.075 m. blev vundet af Nicolai Zaar Nielsen fra Mariager Fjord OK i tiden 49.07. På 2.pl. kom klubkammerat Christian Peter MacLassen i tiden 55.52.

Bane 2 på 6.600 m blev vundet af Jonatan Bay fra forsvarets JGKI i tiden 45.54. På henholdsvis 2. 0g 3.pl. kom to Mariagerløbere Henrik Bach og Søren Skovrider.

Bane 3.A blev vundet af Flemming Bindner fra Aalborg OK. Her blev arrangørklubbens bedste placering en 4.pl. til Søren Munthe.

Bane 3.b blev vundet af Sara Lysemose Poulsen fra Silkeborg OK.

Bane 4.A blev vundet af Søren Elkjær fra Viborg OK, og Vagn Lidegaard fra Mariager Fjord OK blev nr.4.

Bane 4.b blev vundet af Vibeke Ekhard Edsen fra Aarhus 1900, og bedste løber fra arrangørklubben blev Ansa MacLassen på en 4.pl.

Bane 5.A blev vundet af Daniel B. Schmidt fra Herning OK, og bane 5.B blev vundet af Nanna Lysemose Poulsen fra Silkeborg OK

.