Nordjysk Stafet - Hobro Østerskov

Traditionen tro afholdtes Nordjysk Stafet i Orienteringsløb på Kr. Himmelfartsdag, og i år var stævnet lagt i hænderne på Mariager Fjord Orienteringsklub i samarbejde med Nordjyllands Skovkarleklub, fortæller stævneleder Jørn Blom.

Løbet blev afviklet i Hobro Østerskov, og havde deltagelse af 89 løbere fordelt på 30 hold.

Banelægger fra klubben var Keld Østergaard, assisteret af banekontrol Erik Nielsen, ligeledes fra MFOK. De havde kreeret nogle spændende baner, og i det kuperede skovområde i Hobros sydøstlige bydel, fik de mange løbere hurtigt sved på panden, en høj puls og ømme ben.

Arrangørklubben havde selv 15 løbere med fordelt på 5 hold, og de klarede sig pænt ved stævnet, ikke mindst med to flotte førstepladser.

I klassen H 17-49 var det med løberne Martin Christensen, Lennart Rebsdorf og Nicolai Zaar Nielsen, der vandt i den samlede tid 2.15.41, hvilket var hele 13.21 min. foran nærmeste konkurrent på 2.pl. fra militærets AKIF-hold.

Ligeledes blev det til en 1.pl. i mix-klassen H 70 / D 50 med de tre løbere: Arne Pedersen, Hanne H. Poulsen og Vagn Lidegaard, der vandt i den samlede tid 2.09.12, hvilket blot var 1.18 min. foran nr.2 fra Nordvest OK fra Thisted.  

Det blev desuden til en fin 2.pl. i klassen D 17-49 til holdet med løberne Bettina Gjedde, Kristina Præstgaard og Lajla Præstgaard.

I klassen H 50 / D med hele 9 hold blev det til henholdsvis en 3. og en 4.pl. til løberne fra MFOK.

Klubbens mange flotte resultater var dog ikke nok til at vinde Kronhjortegeviret, et trofæ der gives til bedste klub, men her var løberne fra Mariager Fjord OK blot 3 point efter vinderklubben Aalborg OK.

      



.