I MFS har vi tradition for på den årlige generalforsamling at uddele 2 priser -
en lederpris og en aktivpris.
Lederpokalen for 2013 tildeles Erik Nielsen fra Mariager Fjord Orienteringsklub (MFOK). Erik har gennem mange år været en af de drivende kræfter i orienteringsklubben. Som materiale-forvalter i dagligdagen og funktionsleder for pionererne ved stævner osv. yder Erik en kæmpe indsats. Som materialeansvarlig bruges der rigtig mange timer på at vedligeholde og forny materiel. Som ansvarlig for pionererne ved store som små stævner sørger han for alt det praktiske; indretning af stævneplads, opsætning at resultattavler, skilte, strøm/generatorer, toiletter (og rengøring heraf), stortelte, pakning og flytning af al grej, indretning af materialecontainer og eventvogn – ja, man kan blive ved. Bestyrelsesmedlem i mange mange år, pt næstformand i klubben, opsætning af faste poster i Mariager by, banelægger ved mange træningsløb, medhjælper ved ungdomstræning. Arbejde, der altid bliver udført med stor omhyggelighed og præcision. Endvidere er Erik yderst hjælpsom overfor Klubhuset med bl.a. udskiftning af låse. En stor stor tak til Erik for en prisværdig indsats. For dette utrættelige arbejde vil jeg på MFS vegne sige mange tak til Erik og ønske ham STORT TILLYKKE med Lederprisen 2013!

Årets Aktivpokal går til Anni Andersen fra Mariagerløberne (MFOK). Som en af indstillerne siger: ”Hun gør det smaddergodt og stiler jo efter en hel maraton. Det er i hvert fald inspiration for os andre. Samtidig har hun et godt tag i det sociale i klubben med fødselsdage og lignende.” Jeg selv kender – eller nærmere kendte - Anni som en travl forretningskvinde, der ligesom visse andre ikke havde så meget tid/lyst til det der motion og dermed også (undskyld) havde et par kilo for meget på sidebenene. Men Anni fattede løbeskoene, af sted sammen med Mariagerløberne. Både med sin træning og sin viljestyrke har Anni formået at oparbejde en form og figur, der er misundelsesværdig. Og som nævnt lægger hun gerne hus og have til sociale ”kom-sammener” i form af sommerafslutningsfest for alle løberne. Anni er bestemt et forbillede for alle, som kunne tænke sig at forbedre sit kondital og fysiske velvære. Hatten af for damen – og et KÆMPE TILLYKKE med årets Aktivpris 2013 til Anni.

Tekst: Elly Blom