Hadsundløbet i helt ny udgave

 

23 år i træk har Hadsundløbet eksisteret, og hvert år har arrangørerne formået at trække løbere til fjordbyen fra nær og fjern. Som de tidligere år er det et samarbejde mellem Sportigan Hadsund og Mariager Fjord Orienteringsklub, og årets udgave skydes i gang torsdag d.4. september kl.18.30

Dette års løb bliver i en hel ny udgave, hvor løberne kommer ud på tre helt nye ruter i Hadsund by og omegn. Løbsdistancerne er ændret en smule og er nu på henholdsvis 3,3 km., 5,5 km. og 10,5 km. Fælles for dem alle er starten ved Sportigan på Storegade og mål på selve Torvet. Alle tre ruter lægger hårdt ud op ad den forholdsvise stejle Storegade og videre ud ad Nørregade/Aalborgvej. Den korte rute på 3,3 km. drejer derefter fra og ned ad Ringvejen. Den mellemlange rute drejer først fra ved Sandelmosevej og den længste rute på 10,5 km. drejer først helt ude ved Visborgvej. For første gang i løbets historie kommer løberne på den lange distance dermed helt ud til Visborg, idet ruten går igennem en del af byen, inden der igen svinges ind mod Hadsund ad Gl. Visborgvej. Det er i øvrigt Gl. Visborgvej, der samler løberne på de tre ruter igen, efterhånden som de øvrige ruter støder til fra henholdsvis Sandelmosevej og Ringvejen, og herefter er det en fælles strækning ind ad Østergade mod centrum, ned ad Tinggade/Doktorbakken og med selve opløbet op mod Torvet, hvor Mål er placeret.

Som tidligere år er der både alders- og kønsinddeling i de ni grp. på alle tre ruter, og dermed bliver der 54 vindere, der hver især kan kåres og præmieres. Dertil kommer en række af lodtrækningspræmier fra især Sportigan og Newline samt øvrige af byens handlende. Også i år er SuperBrugsen Hadsund den glade giver af frisk frugt og saftevand til alle deltagere. Vandrepokalen, stiftet af Urmager Erhardsen er også klar til uddeling, og som sædvanlig går den til største tilmeldte hold. De sidste mange år har det været Hadsund Skole, der er løbet med pokalen, men med den nye skolestruktur, deltager skolen ikke med alle sine elever som vanligt, og derfor er det meget åbent, hvem der i år stiller med største hold.

Sidste år deltog 790 løbere, og året før blev stævnerekorden sat med hele 879 deltagere. De første tilmeldinger er allerede løbet ind, og helt frem til d.1. september er det muligt at tilmelde sig på klubbens hjemmeside.